Etter 10.sang av Ovids forvandlinger , ved Otto Steen Due, Centrum 1989.

ORPHEUS I UNDERVERDENEN

Fra Kreta begir Hymenaeus sig, klædt i krokusens farve.

bort gennem rummet og stiler imod Ciconernes kyster,

hvortil Orpheus' stemme – omsonst! – har bedt ham at komme.

Nok var han kommet, men ikke med brylluppets festlige sange,

ikke med gæsternes smil og ikke med lykkelig varsel.

Også den fakkel, han holdt, var en ynkelig spruttende fuser,

bare med røg, og at svinge den fik den ikke i flammer.

Værre gikk det end varslet. Thi medens den nygifte pige

vanked i engene fulgt af en flok af engens najader,

styrter hun pludselig død om, bidt af en slange i ankelen.

Da Rhodopes sanger havde begrædt hende oppe på jorden,

ville han prøve at røre de dødes rige med klager

og dristed sig ned til den Stygiske strøm gennem Taenarumgrotten.

Tværs gennem luftige ånder af folk, der var stedte i graven,

søger han frem til Perséphones slot og det umilde riges

drot over skygger og synger således til strengenes sitren:

”Guddomme over den verden, der strækker sig dybt under jorden,

som vi er hjemfaldne til, hver eneste dødelig skabning!

Om jeg må være så fri og har lov til uden besmykket

tale at sige, hvad der er sandt: Jeg kommer her ikke

for at besøge Tartarus' mulm eller lægge den fæle,

med slanger besatte Gorgoniske køter i trillingehalsbånd.

Min hustru kommer jeg for. En hugorm, hun ramte med hælen,

spyede gift af sin tand, så hun døde midt i sin ungdom.

At komme over mit tab har jeg ønsket og visselig prøvet.

Men Amor var mig for stærk. Han er velkendt oppe på jorden –

gælder det mon også her? Det har jeg dog grund til at tænke.

Hvis lkke oldtidens sagn har løjet om rov af en pige,

Skylder I ham jeres pagt.

Ved angsten, der hersker hernede,

ved dette vældige svælg og det tystes vidtstrakte rige

ber jeg jer ændre den lod, der så brat har ramt Eurydice.

Hjemfalde skal vi jo alle til jer, og efter et kort liv

iler vi hid og må før eller siden samles hernede.

Hertil stunder vi alle — her er vor blivende bolig.

Ingen hersker så længe som I over menneskeslægten.

Og når min hustru har levet et liv af almindelig længde,

bliver hun jeres. Jeg ber om et lån og ikke en gave.

Nægter skæbnen mig det for min hustru, har jeg besluttet

at blive – og så har I én død til at glæde jer over.”

Således sang han og slog de klingende strenge til sangen,

og skyggerne rørtes til tårer. Og Tantalus glemte at snappe

efter den flygtige bølge, Ixion at snurre på hjulet,

gribbene glemte at hakke i Tityos, Danaus' døtre

lod deres kar være kar, og Sisyphus sad på sin klippe;

ja, sagnet vil vide, at selv Eumeniderne lod sig bevæge

af sangen og knuste en tåre.

Og hverken dødsrigets dronning

eller gemalen, dets drot, kan nænne at afvise bønnen,

men si'r, Eurydice skal komme. Hun stod blandt de nyligen døde

og træder nu langsomt frem på sin fod, der er såret af hugget.

Orpheus tager imod både hende og dødsgudens vilkår:

ikke at se sig tilbage, så længe han ikke er ude

af dødsrigets dale endnu; thi ellers forspilder han gaven.

De vandrer da op ad den stejle sti gennem stilhedens stumhed.

Svimlende er den og mørk af kulsort bølgende dunster.

Omsider befandt de sig tæt på kanten af jorden foroven.

Han frygter, hun ikke er med, og begærer at se hendes ansigt.

Han så sig kærligt tilbage. Da sank hun atter i dybet.

Han griber med armene, ønsker at favne og selv blive favnet,

men hva han griber, er intet undtagen vigende vinde.

Nu dør hun atter engang, men sin mand bebrejder hun intet –

hvorledes bebrejde ham det, at han elskede hende så heftig?

og med det sidste ”Farvel!”, som knap nåed frem til hans øren,

styrted hun atter derned, hvor hun én gang før havde været.

Ved hustruens gentagne død blev Orpheus forstenet af kvide

som den, der i rædsel fik øje på trehovedhunden med lænken

om halsen i midten – den mand, hvis forskrækkelse ikke forlod ham,

før han forlod sig selv, og der voksede sten om hans hjerte;

eller som Ólenus, ham, der påtog sig skylden og valgte

at regnes for en forbryder, og stakkels Lethaea, der troede

så fast på sin skønhed – engang to hjerter så nære som nogens,

nu blot støtter af sten på Idas regnvåde skrænter.

Han bad og forlangte på ny at blive sat over, men Charon

viste ham bort fra sin færge. Dog blev han på bredden en uge,

forgræmmet af sorg og uden at agte på Ceres' gaver;

smerte og kummer i hjertet og tårer var hele hans næring.

Erebus' guddomme klager han over er onde, og atter

går han til Rhodopes stormompiskede tinder og Haemus.

Titan havde alt tre gange sluttet et år og var atter

kommet til Fiskenes hus, og Orpheus havde forsmået

kvindelig elskov, enten fordi det var gået så ilde,

eller det var, hvad han loved sin hustru. Men flokke af kvinder

sukked for skjalden, og flokke af kvinder blev krænket af afslag.

Ham var det også, der lærte de Thrakiske stammer at rette

kærligheds lyst mod drenge og fryde sig over den korte

vår før ungdommens sommer og plukke dens tidligste blomster

ORPHEUS OG TRÆERNE

I Thrakien var der en høj og på toppen af højen en udstrakt

slette, hvis jævne flade var dækket af kløver og grønsvær.

Men skygge fandtes der ikke. Da skjalden, der stammed fra himlen,

satte sig der og slog an på sin citars klingende strenge,

indfandt skyggen sig selv.

Thi både Chaoniens stilkeg

og Heliadernes lund og kastanjen med vajende blade

kom der, og linden, den fine, og bøgen og lauren, den kyske,

bøjelig hassel og ask, der er god til skafter af lanser,

retstammet gran og den agernbetyngede, knudrede steneg,

platanen, god til at bænke sig under, og flammende rødløn,

pilen fra åernes bred og den purpurblomstrende lotus,

stedsegrøn buksbom og tamarisk, graciøs i sit løvhang,

myrten med to farver bær og med blåsorte frugtstande kvalkved.

Vedbend snoed sig også derhen, og vinstokke kom der,

sammen med elme, der klædte sig rigt i vinløvets ranker,

manna-ask, blågran og tynget af rødmende frugter arbutus,

sagtelig viftende palmer, belønning til den, der har sejret,

pinjer med blottede stammer og kroner som skærme foroven,

elsket af gudernes moder, så sandt hendes elskede Attis

misted sin manddom under en pinje og selv blev en sådan. –

[…]

ORPHEUS BEGYNDER SIN SANG

– Sådan var skoven, som skjalden fik samlet. I dyrenes midte

og skaren af fugle sad han. Han prøved de enkelte strenge

med tomlen og stemte dem, indtil han hørte, at alle akkorder,

hver med sin særlige klang, var afstemt efter hinanden

til et harmonisk hele. Så løfted han endelig røsten:

”Med Jupiter skal du, muse og mor, lade sangen begynde!

Alting styres af ham! Hans magt har jeg ofte besunget.

I højere stil har jeg fejret hans strid med giganternes rasen,

hvorledes hans lyn føg sejrende hen over marken ved Phlegra.

Her skal der spilles i lettere stil og synges om drenge,

som guder har elsket, og piger, der, pludselig ramt af forbuden

kærligheds lyst, har fortjent den straf, som de høstede af den. ”

[Orpheus synger videre om elskov og kjærlighet som går over styr, om uforvarende drap på den som er elsket, prostitusjon og incestuøse forhold. Han synger om Pygmalion som forelsker seg i den kvinnen han selv har formet av leire, hun som en dag takket være Venus begynner å puste, men som i Orfeus sang i Ovids poesi nok handler om det levendegjorte kunstverk, men også om en datter som i mørket forfører sin far til å ha samleie mde henne.]

ORPHEUS' DØD

Sådan var sangen, med hvilken den Thrakiske digter fik træer,

vilddyr og kampesten til at komme til stede og lytte.

Ciconerinder, besat af bacchantisk rasen, med blodig

bælg over barmen, ser ham oppe fra toppen af bakken,

medens han akkompagnerer sin sang på citarens strenge.

En af dem kaster med nakken, så lokkerne flyver, og skriger:

”Se! Den kvindeforagter, der er han!” og kaster sin thyrsus

lige i synet på Phoebus' skjald, som han åbnede læben.

Da der var vinløv om spidsen, så gav det ham bare et mærke.

En anden bruger en sten, som svævende oppe i luften

lar sig bedåre af sangens og spillets harmoniske samklang

og kaster sig ned for hans fod, som ville den bede ham tilgi.

Maenaderne derimod raser kun vildere i deres mordlyst,

alle hæmninger tabes, det er som et furievanvid.

Sangen ville dog have betvunget samtlige våben,

hvis ikke vældige vræl og Phrygiske piber og valdhorn,

trommer og pauker og klappen, bacchantisk tuden og hylen

havde gjort citarens klang og sangerens stemme uhørlig.

Da blev stenene døve og røde af blodet fra Orpheus.

Utallige fugle, som stadig var grebet af lyden fra sangen,

slanger og flokke af dyr, symbolerne på hans triumfer –

var først til at falde som offer for kvindernes grusomme vildskab.

Derpå vender de sig, med blodige hænder, mod Orpheus

ligesom stære og skader, der ser en natugle flyve

forvildet om dagen. Som når en hjort i amfiteatret

ved matinéen jages til døde af glammende hunde,

stimler de sammen om skjalden og rammer ham med deres grønne

thyrsusstave (som ikke var skabt til sådan et formål).

Andre kaster med knolde og andre med grene og mange

med kampesten. Og raseriet har let til forsyning med våben:

okser var der, som trak deres plovskær tungt gennem jorden,

og ikke langt derfra et hold af svedige karle,

der hakked den stridige grund med muskelsvulmende arme.

Ved synet af kvinderne flygted de alle, og deres værktøj

lod de i stikken. Der ligger så spredt ud over terrænet

hakker og grebe og river og spader og jern til at luge.

Kvinderne griber dem, ja, flår også oksernes horn af

for så atter engang at vende sig rasende mod ham.

Bønligt strækker han armen imod dem og prøver for første

gang i sit liv, at hans stemme slet intet formår at bevæge.

skammelig myrdes den hellige sanger, og – Jupiter, fri os'! –

livsånden flygter ud af den mund, hvis ord blev begrebet

både af sten og umælende dyr, og forsvinder i blæsten'

Orpheus' død blev bittert begrædt af fugle i luften,

vilde dyrs flokke og flinthårde sten og skovenes træer,

der ofte var fulgt i hans fjed. Nu falmede skoven og tabte

løvet af sorg, og floderne, siger man, græd, så de svulmed

af deres tårer. Najadernes flok – og dryadernes også –

løsnede håret i sorg og tog sort flor for deres ansigt.

Hans legemes dele er spredt over landet; men hoved og lyre

flyder i Hebrus, og dér – hvilket under! – i midten af strømmen

klinger fra lyren en sørgelig klang, og den livløse læbe

mumler bedrøvet dertil, og bredderne svarer bedrøvet.

Hovedet skyller i havet, forlader hans fædrelands Hebrus

og flyder omsider i land på Lesbos' kyst, ved Methymne.

Uden beskyttelse ligger det dér på de fremmede strande.

Så går en giftslange løs på dets læber og havvåde lokker.

Endelig kom da Apollo til hjælp og forhindred den i det

og lod dens gabende mund forvandles til sten, så den stivned

med kæberne vidt spærret op og tanden parat til at hugge.

Hans skygge går ned under jorden og genser atter de steder,

han én gang havde besøgt. Han går hen, hvor de gode har bolig,

og genfinder dér Eurydice og tar hende ivrig i favnen.

Nu kan de følges som par med hinanden, snart side om side,

snart lar han hende gå først, og snart er det ham der er foran:

nu kan han rolig se sig tilbage på sin Eurydice.

Ovid: Metamorfoser , 10. Sang