Myten om Narcissus

Etter 3. sang av Ovids forvandlinger , ved Otto Steen Due Centrum 1989.

Den første prøve på hans [Tiresias] troværdighed fik Liriópe,

nymfen, Cephísus engang tog fangen i sine bugter,

sluttede i sine vande og tog med voldelig elskov.

I tidens fylde fødte den skønne af skødet en pode,

som, helt fra han lå i sin vugge, enhver fandt allersomkærest.

Narcissus kalder hun barnet. Man går til Tiresias, spørger,

om han skal leve længe og opleve oldingealder.

”Hvis han ej kender sig selv!” er svaret fra skæbnens fortolker.

Længe syntes det intet at sige. Men at det var rigtigt,

viste hans sælsomme død og det uhørte i hans forrykthed.

Cephisus' søn havde føjet et år til tre gange fem år

og kunne altså betragtes både som dreng og som yngling.

Mangen en ung mand, mangen en pige forelsked sig i ham.

Bøjelig blid så han ud, men hjertet var hårdt og hovmodigt:

ingen ung mand og ingen ung pige fik lov til at få ham.

EKKO

Han sætter net for den springende hjort, og en nymfe med stemme

ser ham, en nymfe, der ikke kan tie til andre, men ikke

selv sige noget til nogen, den genlydssendende Ekko.

Endnu var hun en pike og ikke blot lyd. Men hun havde

ganske den samme snaksomme skikk som hun stadigvæk ejer:

at hun af alt, hvad hun hører, må repetere det sidste.

Dette var Junos skyld. Thi når hun kunne ha grebet

nymfer, der lå under Jupiters sky i bjergenes skove,

sinkede Ekko gudinden med snak, så nymferne kunne

nå at forsvinde. Det mærkede Juno dog snart, og hun sagde:

Megen brug skal du ikke mer få af den tunge, du narrer

mig sådan med, og kort bliver alt, hva du siger herefter!”

Hun sætter handling bag, men i slutningen af, hvad hun siger,

blander Ekko sig dog ved at gentage hendes 'herefter'.

Som hun nu så Narcissus vandre omkring i naturen,

brød hun i kærligheds lue og fulgte ham lige så stille.

Jo tættere på hun kom til sin flamme, des hedere blev hun,

ganske som fængeligt svovl, der sidder på enden af faklen,

bryder i brand, så såre man holder det nær til en flamme.

Hvor ofte ønsked hun ikke at tale så kærligt til drengen,

bruge de ømmeste ord! Men som hun er indrettet, kan hun

ikke begynde. Men, hvad hun kan, det er hun parat til:

vente på noget at sende sit ord tilbage som svar på.

Han var engang kommet væk fra skaren af trofaste fæller

og havde råbt: ”Nogen her?”, og ”Her!” var svaret fra Ekko.

Forbavset ser han sig søgende om og råber med høj røst;

”Kom så!”, og Ekko ber ham om det, som han ber om. Han spejder

sig atter omkring: Der er stadigvæk ingen, der kommer. Så si'r han:

”Undgår du mig?” – og svaret består i det selv samme spørgsmål.

Han bliver ved, og forvirret af svarene prøver han atter:

”Begiv dig så hen til mig!” Så glad som aldrig i livet

sender hun svaret: ”Giv dig så hen til mig!” I fortrøstning

til sine ord går hun ud af tykningen og vil forsøge

at kaste sin arm om sin elskedes nakke og ta ham i favnen

Drengen flygter og råber under sin flugt: ”Tag de arme

Væk og bliv mig fra livet! For hellere lider jeg døden

End jeg er din!” ”Jeg er din!” – det var svaret, han hørte fra Ekko.

Forsmået skjuler hun sig i den dybe skov og bedækker

sit ansigt med blade og lever fra da af i ensomme grotter.

og den elendiges krop hentæres af søvnløse kvaler,

mager og indfalden blir hun og udtørres helt og aldeles,

indtil der ikke er andet tilbage end stemme og knogler.

Stemmen beholder hun, mens hendes bene bliver til stene.

Siden hen ses hun aldrig, men skjuler sig i sine bjerge,

høres dog af enhver: kun lyd er der liv i i Ekko.

NARCISSUS

Sådan blev hun og andre nymfer fra bjerge og bække

afvist og narret, og endnu før dét en hoben af mandfolk.

En af disse forsmåede havde med blikket mod himlen

udbrudt: ”Lad ham så elske som mig og lige så håbløst!”

Til denne retfærdige bøn havde Nemesis givet sit minde.

Dyndfri lå der en kilde med vande så klare som sølvspejl,

aldrig berørt af hyrder og aldrig af geder fra bjerget

eller af andet kvæg og aldrig forstyrret af fugle

eller af vilddyr eller af knækkede grene fra skoven.

Omkring den voksede græsset så friskt og så frodig af væden,

og træernes skygge var værn imod solens brændende stråler.

Træt efter jagten og mødig af heden havde Narcissus

lagt sig her, hidlokket af stedets skønhed og kilden.

Han stiller begærligt sin tørst. Men derunder vågner en ny tørst.

Medens han drikker, fortrylles han af, hvad han øjner i vandet,

elsker og håber og tror, at hvad der er vand, er en anden.

Han undrer sig over sig selv og stivner, med blikket urørligt

rettet derned, som en statue, skabt i marmor fra Paros.

Og som han knæler i græsset, ser han en tvillingestjerne –

det er hans øjne – et hår så skønt som Apollos og Bacchus',

bløde kinder, en elfenbenshals og dejlige læber,

og i den lysende, snehvide hud en rødmende skærhed.

Hvad andre beundred, beundrer han selv, og ubevidst elsker

han nu sig selv og giver sig selv komplimenter og får dem,

bejler og bejles til og sætter i flamme og brænder.

Hvor ofte kyssed han ikke forgæves det skuffende vandspejl!

Hvor ofte prøved han ikke forgæves at få sine arme

ned om den nakke, han ser, og gribe sig selv i sit billed!

Hvad han ser, fatter han ikke, men det, han ser, tænder hans hjerte,

øjenbedraget dårer og ægger hans øje des mere.

Troskyldige! Det er omsonst, du jager det flygtige billed!

Intetsteds er det! Vend dig! – og væk er det, som du elsker.

En skygge er det af lys, der kastes tilbage af spejlet,

ingenting selv! Det er kommet med dig, og det blir der, hvis du blir;

og det blir borte med dig, hvis du kunne holde dig borte!

Ingen tanke på føde og ingen tanke på hvile

kan få ham fra stedet. Han ligger strakt ud i græsset på bredden

med øjnene rettet imod den bedragerisk dragende skønhed,

fortabt i sit eget bliks trylleri. Han rejser sig halvt op,

rækker så armene ud mod skoven omkring sig og siger:

”Har du, o skov, været vidne til sådan ulykkelig elskov?

Mangt et elskende par har du skjult i din skærmende skygge!

Kan du i alle de tider og år, du har vokset, erindre

nogen, der sygnede hen som jeg af kærligheds kvaler?

Se, hvad jeg elsker, det kan jeg; men hva jeg kan se og må elske,

kan jeg dog ikke finde. Så grusomt narres min elskov.

Og for at øge min kval er det hverken vældige have,

ørkener bjerg eller mur om befæstede byer, der skiller –

blot en anelse vand! Han ønsker, jeg tar ham i favnen.

Thi når jeg rækker et kys ned mod de lysende vande,

stræber han opad i vandet med læberne mod mig til gengæld.

Jeg må kunne nå ham, så lidt som det er, der skiller vor elskov!

Hvem du end er, så kom op! Hvorfor narrer du mig? Du er dejlig!

Hvor skal du hen? Det er hverken mit ydre eller min alder,

der jager dig bort – selv nymfer går rundt og forelsker sig i mig!

Og med de blikke, du sender mig, gir du mig nogen forhåbning.

Rækker jeg armene mod dig, rækker du dine til gengæld.

Smiler jeg, får jeg et smil. I dit øje ser jeg en tåre,

når der er tåre i mit. Og nikker jeg, nikker du også.

Og, kan jeg se på din dejlige mund, du forsøger at sende

ord tilbage. Men ak, de når ikke frem til mit øre!

Ham dèr – er mig selv! Jeg ved det, mit billede narrer mig ikke!

Jeg elsker mig selv! Jeg vækker selv gløden, hvoraf jeg fortæres.

Hvad skal jeg gøre? Hvem bejler til hvem? Og hvad vil jeg opnå?

Jeg ejer jo, hva jeg begærer! Men just den rigdom er armod!

Kunne jeg bare forlade mit legeme, skille mig fra det!

Gid min elskede ikke var hos mig – et skrækkeligt ønske!

Smerten fortærer min styrke og sundhed, og livet forsvinder

Hurtigt, og snart skal jeg visne i selve ungdommens forår.

Døden er ikke en byrde – med den forsvinder min smerte.

Kunne blot den, som jeg elsker, stadig glædes ved livet!

Én død skal vore to forenede hjerter nu lide!”

Han tier og vender usaligt tilbage til synet i vandet.

Hans tårer bryder dets spejl, og vandets krusning forstyrrer

billedets klarhed. Han ser det forsvinde og råber i smerte:

”Flygt ikke! Bliv og forlad dog ikke så grusomt din elsker!

Lad mig få lov til at se, hvad jeg ikke har lov til at røre,

og til at ildne mit arme begær!” I sorgen og smerten

flænger han tøjet itu fra linningen oppe ved halsen,

blotter sit bryst og slår sig med hænder så hvide som marmor.

Af slagene breder der sig på hans bryst en blussen af roser,

ganske som æblet begynder at rødme på kinden i solen,

eller som druen i klasen, når modningen lige begynder,

ejer et skær i flere nuancer af fineste purpur.

Da han så dette i vandet, som atter var roligt og spejlblankt,

var det forbi. Som det gullige voks hensmelter i sagte

ild, eller morgenens rim forsvinder i varmen fra solen,

således svinder han hen i sin elskovs brændende smerte,

hentæres lidt efter lidt af den brand, han har i sit hjerte.

Snart er hans kind ikke længere hvid eller rød, og forsvundet

både hans sundhed og kraft og alt, hva der gjorde ham dejlig,

hele den yndige krop, som vakte Ekko til elskov.

Dog, da hun så ham, følte hun trods sin forbitrede vrede

smerte derved, og så tit den elendige råbte: ”Jeg stakkel!”,

lod Ekko det lyde igen og runge i bjergene: ”Stakkel!”

Når han med hænderne slog sig for brystet i kvide, så gengav

Ekko også den lyd så dumpt, som den lyder ved graven.

Det sidste, han sagde, med blikket mod kilden som altid, var dette:

”Ak, min ulykkelig elskede dreng!” Og skovene gentog

råbet, og hans ”Farvel!” besvaredes også af Ekko.

Hans hoved sank udmattet ned i det grønne græs, og hans øjne

lukkedes, medens de så beundrende på deres ejer.

Og stadigvæk, efter han var kommet ned i dødningeriget,

spejlede han sig, i Styx.

Hans søstre, najaderne, sørged

over hans død og bragte ham ofre af deres hårpragt;

også dryaderne græd, og i gråden hører man Ekko.

Bålet var rede, man kom med både fakler og båre:

Liget var borte. Man finder i stedet en blomst, der med hvide

kronblade kranser den gullige kalk, der er i dens midte.